Carsten Nøhr Larsen
Fremtiden kræver mere af vores børn end gode karakterer i skolen. Sådan har det altid været, men nu gælder det mere end nogensinde.
Når vi taler skole, kommer det hurtigt til at handle om målinger: karakterer, Pisa og Cepos’ hitliste over, hvem der er bedst til at træne børn til test. Kommunens nye Børn- og Ungepolitik afspejler den tankegang: højere karakterer i udvalgte fag er Målet.
Men det flytter fokus fra det der er lige så vigtigt; evnen til at tænke ud af boksen, og gøre brug af de ting, man har lært – sammen med andre. Kompetencer til at bidrage til fremtiden, frem for bevidstløst at repetere fortiden. Muligheden for at vælge sin egen livsbane, uanset social baggrund.
Hvis det skal lykkes, skal læring være drevet af nysgerrighed og lyst til udfordringer.
Det er individuelt hvad eleverne tænder på. Derfor skal skoledagen indholde en passende blanding af pligt og muligheder. Det stiller store krav til lærerne, og det er vigtigt at få pædagogernes kompetencer sat i spil i skolen.
Set i det lys, er diskussioner om fordelingsmodeller en teknikalitet, som bare skal ordnes.
Vi kommer dog ikke uden om at diskutere budgettets størrelse. Tid er penge, og der skal være tid til forberedelse, opfølgning og samarbejde mellem lærere og pædagoger. Man plejer at sige: hvad der er sparet er tjent, men i skolen gælder det at: hvad der er sparet er tabt.
Det handler om vores fremtid. Det handler om vores børn.