Vordingborg Kommunes skoler ligger i bunden af Cepos’ statistik for undervisningseffekt. Det har de gjort i mange år.
Albert Einstein sagde: Sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente forskellige resultater. Ud fra den definition vil det nok være klogt at prøve noget nyt.
Det er ikke fordi, der ikke bruges penge på skolerne. Vordingborg ligger ret gennemsnitligt målt på udgift pr. elev, men det dækker over store forskelle inden for kommunegrænsen.
De små skoler koster mange penge men har ikke de faglige muligheder for at løfte eleverne. Til gengæld har de større skoler få penge og få muligheder ud over den daglige drift. Det er et ineffektivt skolevæsen. Det giver god mening at samle ressourcerne.
Over for dette står et åbenbart udbredt ønske om ikke at gøre noget; at lade tiden gå og satse på, at udviklingen vender. Venstre er kommet med en “redningsplan“ der, hvis den læses isoleret, er en spareplan for et ellers uændret skolevæsen. Mindre ledelse (kaldet ”tilpasning“). Forringelse af skoleklubber (kaldet ”optimering“). Markedsføring af skolerne (det man kalder ”at tale skolen op“), men samtidig en beskæring af puljen til markedsføring.
Læs lige punkt 7: “Optimeringsmulighed ved at se bredt på arbejdsopgaver i den kommunale administration”. Det skal give 2,5 millioner. Vi har lige været igennem et omfattende sparekatalog i forbindelse med budgetforhandlingerne. Mon der ligger 2,5 millioner, som er blevet overset i den forbindelse? Eller er det bare efter princippet “vi kan altid gøre det bedre”?
På den måde kan man jo finansiere hvad som helst. Hvis vi gør det samme igen og igen, kan vi ikke forvente forskellige resultater.