Nytårshilsen fra Jan Heidebo

2012. Tolv måneder med regentjubilæum, præsidentvalg, Dovne Robert eller hvad man nu vælger at hæfte sig ved. Og for de radikale: 12 måneder med hårdt arbejde.

Vi har nu siddet i regering i godt over et år. Det tager lidt tid at vænne sig til fornemmelsen. Nu er det os der må stå for skud, os der må træffe de vanskelige beslutninger, og os, der skal få enderne til at nå sammen. Det plejer at slide, men i den sidste meningsmåling her lige før jul holder de radikale stadig valgresultatet på de 17 mandater, og sådan har vi egentlig ligget stabilt igennem hele året. Jeg tror det skyldes at vi siger hvad vi gør, og gør hvad vi siger. Istedet for at love og love, og så måtte trække i land bagefter. Jeg ser al mulig grund til at de radikale i fremtiden kan vokse sig til et endnu større parti, for vi står for noget af det bedste blandt de midler der findes mod politiker-lede – nemlig ærlighed. Selv når en radikal minister vælger at gå, står der ét indtryk tilbage: Ærlighed.

Der er grund til at være stolt over året der gik. Det har været en ualmindelig dårlig periode at overtage ansvaret i. Men alligevel er mange ting ved at komme på sporet. Ikke kun økonomien, men også Danmarks omdømme i udlandet og vores måde at møde nye medborgere på. Vi er ved at få udsyn igen. Men fremmedhadet lurer stadig lige under overfladen, og man skal bare tale om et juletræ i en boligforening for at vække det til live. Men det er de positive kræfter der sætter dagsordenen nu! Svinehunden er ikke længere inviteret med ind i stuen…

2013 vil stadig kræve meget af os alle. Der vil stadig være mange som mister jobbet – også i året der kommer. Det er først her – næsten 5 år efter vi begyndte at tale om krise – at vi er ved at finde niveauet for vores nye “boblefri” økonomi. Det er en hård opvågning for mange.

Måske er det også på tide, at vi begynder at se på, om vi virkelig alene skal basere vores personlige identitet på det job vi (måske) har. Der kunne også være andet at bedømme andre – og sig selv på. Hvad godt vi ellers går og gør, f.eks.

Et forslag til et nytårsforsæt: Spørg dig selv hver dag i det nye år: Hvad gør mig egentlig glad? Måske er det når du gør noget for andre…? Så gør endelig noget mere af det!

Der kommer et kommunal- og regionsvalg her i det nye år. Vi må alle løfte med, for at vi også i dét valg får den radikale fremgang vi vitterlig fortjener. I Vordingborg er vi heldige. Her har vi allerede en solid slider siddende i kommunalbestyrelsen, og Birgitte skal naturligvis have lov til at fortsætte det gode arbejde, hun også får så meget anerkendelse for. Men hun skal da ikke sidde alene som radikal! Vores ambition må være, at der efter valget sidder mindst en radikal mere – og gerne to!

Personligt er jeg at finde på listen til regionsvalget. Frem til næste folketingsvalg handler det for mig primært om at sikre, at den plan der nu er vedtaget for sygehusene på Sjælland bliver ført ud i livet på en måde, som er både effektiv og hensigtsmæssig – også for borgere der ikke er så heldige at bo i en kommune med et super-sygehus!

Tak til alle som skrev og spurgte til dette og hint i året der gik – jeg skal gøre mit bedste for at stå til rådighed også i det nye.

Rigtig godt nytår – lad os tælle lyspunkterne i 2013!

Jan Heidebo

Kandidat til Folketinget og regionen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *