Mindeord over Niels Busch-Jensen (1946-2013)

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om at tidligere formand for Radikale Venstre i Vordingborg Niels Busch-Jensen er død.

Niels havde en lang karriere som erhvervs- og organisationspsykolog og var et ualmindeligt velbegavet og vidende menneske. En af hans store fortjenester var evnen til at tale politik, få det debatteret og skrevet ind i vores politiske program på Møn. Han var primus motor i flere valgkampe, fik sat de rigtige ord på vores valgprogram og var ikke bange for at gå ind i den offentlige debat med kontroversielle emner, f.eks. top-embedsmænds udlandsrejser med KMD. Niels fik også sat nyt liv i vores grundlovsmøder på Rødkilde Højskole, hvor kendte mennesker, der ikke altid var Radikale var talere. Det tiltrak mange borgere.

Samtidig havde han et stort hjerte for alle, høj som lav. Det sociale område engagerede ham meget og han var et menneske som altid kæmpede for de oversete i samfundet. Han var stærkt engageret i socialt arbejde og i foreningslivet på Møn, men bevarede et globalt udsyn. Niels var uhyre intelligent og samtidig meget uhøjtidelig. Der har været rigtig mange gode diskussioner med Niels i bilen på vej til utallige politiske møder.

Niels Busch-Jensen lagde i mange år et kæmpe arbejde i vores politiske organisation som amtsformand i Storstrøms amt, kredsformand og lokalforeningsformand. Da Radikale Venstres lokalforeninger i 2006 blev sammenlagt som følge af kommunalreformen, var det Niels der stod i spidsen for den nye kommuneforening, hvor han var formand indtil 2008. Han var lyttende og reflekterende i sin deltagelse i dialogen, men samtidig en dygtig debattør, som altid forstod at stille det skarpe spørgsmål. Han tog det som en selvfølge at deltage i samfundsdebatten og har bl.a. derigennem bidraget utroligt meget til fællesskabet.

Således var Niels igennem mange år en helt central person i vores politiske organisation og vi vil savne ham meget.

Æret være Niels Busch-Jensens minde.

 

På vegne af Radikale Venstre i Vordingborg Kommune

Thomas G. Bagge, formand for kommuneforeningen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *