Spring til indhold
Hjem » Hvad er politik for mig?

Hvad er politik for mig?

Der er valgkamp, vi har snart kommunalvalg. Det ene læserindlæg afløser det andet og der er valgmøde her og der. Der loves dit og dat, kandidaterne siger gerne noget om dem selv, men især om andre.

For mig er politik visioner, ansvar og fremskridt. Jeg tænker ind imellem på dengang jeg boede i Gilleleje og der var aktiv i lokalpolitik for Det Radikale Venstre. En idé fra min side i en valgkamp, var telebusser. En oplagt mulighed i den daværende Græsted-Gilleleje kommune. Da jeg fraflyttede kommunen fandt jeg ud at mit forslag var blevet ført ud i livet.

En anden større vision var genetablering af Søborg Sø, til gavn for havmiljøet, planter, dyr, brugere af naturen og turismen. Vi var det eneste parti der arbejdede for denne idé – men en umulighed i den daværende Venstre dominerede kommune. Men, nu er dette på vej, næsten 3,5 km2 ”ny” sø – det er bare fantastisk!

Radikale Venstre har visionerne for en grøn udvikling, også i Vordingborg Kommune. Og med større repræsentation i kommunalbestyrelsen vil vi for alvor kunne gøre noget i vores skønne kommune.