Spring til indhold
Hjem » Nytænkning og udvikling i Folkeskolen

Nytænkning og udvikling i Folkeskolen

Det er sjovt som man kan tale tingene op eller ned. Det som andre oplever som kaos, oplever jeg som mangfoldighed. Det er folkeskolen jeg tænker på.

Nytænkning og udvikling er i fuld gang i kommunens skoler. Udgangspunktet var dystert: 25% af en afgangsklasse kom ikke videre på en ungdomsuddannelse – det er dansk rekord. 35% af pengene i folkeskolen gik til ekskludering af stadig flere børn fra fællesskabet. Det kaldte på drastiske initiativer.

Efter en periode med forståelig usikkerhed og frustration, oplever jeg nu en ny gejst hos de lærere, som har fået mulighed for at udvikle deres undervisning, sammen med kolleger, i selvstyrende teams. Det handler om nytænkning frem for vanetænkning. Vi skal tage ansvar og selv styre udviklingen, i stedet for at lade udviklingen køre hen over os.

Resultaterne er allerede lovende: Det kunne godt lade sig gøre at lave en længere skoledag, med flere pædagoger og fleksible skemaer, og med plads til både fordybelse og aktivitet. Det kunne godt lade sig gøre at rumme mange af de børn, som tidligere automatisk blev sendt i eksil, fordi de havde en diagnose.

Nu gælder det om at fastholde denne udvikling. Vi er allerede på forkant i forhold til den nye folkeskolereform, som træder i kraft fra næste skoleår. Det der ikke er lykkedes, skal ikke stå i vejen for det der peger fremad; Enkelte triste eksempler på mislykket inklusion, skal ikke sende 100 børn ud af fællesskabet. Alt dette bliver evalueret løbende i skolernes dagligdag. Det er opskriften på udvikling ”fra græsrødderne”, og det kan tjene som eksempel for frigørelse af ressourcer i andre grene af den kommunale forvaltning.

Carsten Nøhr Larsen (R)

Hovvejen 12, Kalvehave

Kandidat Komm. Best.

Medl. af Kulsbjerg skolebestyrelse

3 tanker om “Nytænkning og udvikling i Folkeskolen”

    1. Carsten Nøhr Larsen

      Ja, jeg har to børn i 4. og 6. klasse, som flyttede til Mern da Kalvehave blev lukket.

  1. Hvad synes du jeg som mor skal gøre når min søn i 4 klasse lige har scoret over middel i en 8 klasses national tekst samtidigt med at nogle i hans klasse slås med at lære at læse, nu er der så kommet 3 børn i klassen fra specialskole som slås med sig selv om hvordan man går i skole – hvem synes du læreren (altså vi taler om én eneste lærer taler i klassen) skal tage sig af? Tror du på kvalitetsløft i den situation= tror du på at vi får flere i ungdomsuddannelse uden at tabe dem som skulle videre end det, tror du på at jeg som mor holder ud meget længere og ser tiden an samtidigt med at jeg hver dag sparker min søn i skole og endnu en dag lover ham at i dag bliver det bedre, der kommer han ikke til at kede sig, der bliver han ikke voldet på fodboldbanen og der bliver der arbejdsro i klassen så han ikke behøver at tage sine hovedpinepiller?

    Med venlig hilsen

Der er lukket for kommentarer.