Carsten Nøhr Larsen
Prognosen for befolkningsudviklingen i Vordingborg Kommune forudsiger, at vi bliver færre i den erhvervsaktive alder.
Når jeg læser disse prognoser, tænker jeg altid: er det så før eller efter, at vi gør noget for at ændre udviklingen? Det er oplagt, at vi skal investere i at gøre kommunen mere attraktiv for erhvervsaktive børnefamilier.
Når vi taler om arbejdsmarkedet, handler det om de 17 – 64 årige. Vi er udfordret af, at hver fjerde borger i denne aldersgruppe, er på overførselsindkomst; kontanthjælp, sygedagpenge, dagpenge eller førtidspension. Det er en af de helt store poster i det kommunale budget.
Den øvre aldersgrænse rykker opad og vi bliver længere på arbejdsmarkedet. Men vi vil også gerne have den nedre grænse rykket opad, ved at flere unge tager en uddannelse. Arbejdsmarkedet efterspørger folk med uddannelse, og der bliver færre og færre jobs for ufaglærte.
Nogle af dem, der står uden for arbejdsmarkedet, kan vi bringe tilbage gennem uddannelse. Og det kan godt være, at det ikke bliver den lige vej gennem det traditionelle uddannelsessystem. Andre har været ude så længe, at det kun virker negativt at presse dem yderligere. Nogle bliver mere, ikke mindre, syge i systemet, og det er både en dum og uværdig behandling.
Jeg tror, vi kunne bruge ressourcerne bedre på aktiviteter, som kan give livskvalitet, uden modkrav. ”Det handler om mennesker”, som vi siger i Radikale Venstre. Vi har nogle opmuntrende eksempler; borgere der har fået et nyt liv gennem et nyt tandsæt. ”Kultur på recept” har hjulpet borgere med angst og depression.
For mange kunne en tidlig indsats have ændret deres livsbane, og det bør give stof til eftertanke, når vi prioriterer ressourcerne til børn og unge. Fremtidens sociale tabere bliver født i dag.
En fødselsattest bør ikke være en lotteriseddel.