Af: Carsten Nøhr Larsen, oplæg til skoledebat i Langebækhallen KV17
Carsten Nøhr Larsen
Forestil jer at børnene er blomster og skolerne er staudebede.
Der er nogen stauder der fylder meget og breder sig hurtigt. De kræver en ekstra indsats.
Der er nogen som er små, og gemmer sig i bunden. De skal have lidt luft.
Nogen stikker, nogen er sarte, og nogen er hårdfør. Nogen passer sig selv.
Gartneren kender sine stauder og får det hele til at passe ind.
Hvis der ikke er tid til at luge og klippe, så løber det fra os – så ender det i Skvalderkål og Brændenælder.
Så kan man vælge at sprøjte det hele med roundup og starte forfra.
Men, så må man også regne med at der går nogen år før haven er frodig igen.
Det var det vi gjorde med skolereformen i 2012.
Så kom der en ny haveplan med færre, men større staudebede.
De første år er der meget bar jord, og det kræver en ekstra indsats.
Hvis der så stadig ikke er hænder nok, så løber det fra os igen.
Så hjælper det ikke at sende gartnerne på kursus, mens ukrudtet vokser og bliver mandshøjt.
Så kommer gartneren på overarbejde, og så får man ondt i ryggen og må gå hjem og lægge sig.
Måske er det ikke så meget der skal til.
Hvis man hele tiden kommer lidt bagud, så vokser problemerne.
Det er meget bedre hvis men i stedet har hænder nok til at være på forkant.
Måske er forskellen på at være på hælene og være på tæerne ikke ret stor.
En hurtig Roundup-løsning er ikke svaret.
Det lange seje træk kan vi ikke vente på.
Det vi mangler er: flere hænder med flere havehandsker!