Den gode nyhed i Sjællandske 16. dec. er, at 464 hustande på Møn har fået 11 % af årets samlede udbetalinger fra regeringens Bredbåndspulje. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) tøver da heller ikke med at kalde det en, citat: ”rigtig, rigtig god begyndelse”, for udbredelse af bredbånd, i alle egne af landet, senest i 2020. Problemet er blot at der er 250.000 hustande som kan søge puljen, og kun 3.700 får tilskud i år. Med den fart vil det tage 67 år før målet er nået, også selvom dem der fik afslag følger ministerens kække opfordring til at søge igen næste år. Samfundet er nok blevet mindre solidarisk siden dengang man trak telefonledninger ud, til det fjerneste husmandssted, for en fast tilslutningsafgift. Tilskuddet forudsætter desuden kommunal medfinanciering, som er givet i år. Der bør ikke være tvivl om at denne medfinanciering fortsat er på budgettet i de kommende år. Der er vel stadig plads til solidaritet indenfor kommunegrænsen?
Carsten Nøhr Larsen
Kommunal spidskandidat for Radikal Venstre i Vordingborg