Udligningsordningen har spillet fallit!

Kære Radikale folketingsgruppe

Vi er naturligvis glade for, at et ’Danmark i Balance’ også er en radikal mærkesag. Og ja, vi bakker om, at nogle af parametrene er uddannelses- og arbejdspladser. Men vi skal helt ind til kernen i ubalancen. Vi skal have fat i den skævhed, der er imellem vores kommuner, når vi forsøger at yde borgerne lige velfærd på tværs af postnumre. Vi skal have fat i udligningsordningen, som ikke bare skal “småjusteres”, men gennemrenoveres!

Vi oplever skævheden allerstærkest i vores hverdag ude i provinskommunerne. Det er kort sagt kampen for at få økonomien til at række til basal velfærd.

Vi kan ikke få vores ældrepleje, vores daginstitutioner og vores folkeskoler til at hænge samen. Og det er ikke, fordi vi hader gamle eller børn; eller fordi vores lærere og plejepersonale er dårlige, dovne og uengagerede. Det er heller ikke fordi vores kommunale ledere ikke er innovative eller har erfaring og lederuddannelse. Og det er heller ikke fordi, vi ikke har slanket, effektiviseret og omstruktureret vores provinskommuner.

Det er simpelthen, fordi vi ikke har råd.

Vi har i de sidste ti år gjort, hvad vi kunne for at få råd. Vi har uddannet vores ledere, slanket vores administration, effektiviseret vores arbejdsgange, sparet hvert år, jagtet puljer og sågar ind i mellem sat vores kommuneskat op. Man kan nu tydeligt se på udviklingen af differencen mellem de rigeste kommuners skatteprocenter og de fattigste kommuners skatteprocenter, at vi i høj grad er ved at skævride Danmark.

Vores beskatningsgrundlag er generelt lavere end i hovedstadsområdet, og samtidigt er vi hårdere beskattet, blot for at få råd til basal velfærd.

Siden strukturreformen er forskellen mellem beskatningen i provinsen og i hovedstadsområde øget støt. Og den vil øges igen i 2018. Det er med andre ord billigt at bo i en rig kommune og dyrt at bo i en fattig kommune.

Men i den fattige kommune får man ikke mere velfærd for pengene. F.eks. bruges i Vordingborg Kommune kun 47.431 kr. pr. barn 0-6 år, hvor Tårnby Kommune bruger 64.457 kr. En forskel, som ikke kan forklares med ”politiske prioriteringer” for billedet er det samme på ældre- og skoleområdet. Samtidig har Vordingborg Kommune – meget lig mange andre provinskommuner – en likviditet på 2.651 kr. pr. indbygger. I Tårnby er kommunens likviditet 20.312 kr. pr. indbygger.

Udligningsordningen, som den er nu, underminerer alle politiske hensigter om solidaritet og lige velfærd, ligesom den underminerer fattige provinskommuners chancer for at kravle op fra de bundplaceringer, vi ofte får, når der nationalt måles på skoler, daginstitutioner og ældrepleje. For ikke at nævne vores ry, når vi forsøger at tiltrække ressourcestærke tilflyttere i fri konkurrence med alle andre kommuner.

Vi vil gerne opfordre til en gennemgribende reform af hele det kommunale udligningssystem, så det i højere grad passer til et moderne Danmark anno 2018.

Vi vil først og fremmest have fjernet hovedstadsudligningen, så vi får én samlet fair landsudligning. Vi vil have et enklere system, som sikrer, at alle kommuner har tilstrækkelig finansiering til den samlede kommunale opgavevaretagelse. Vi bør have råd til at få alle!

Helt konkret bakker vi op om et et-strenget udligningssystem, der går ud på:

 

  • At hæve landsudligningen fra 61 % til 88 %
  • At fjerne hovedstadsudligningen, der i dag er på 27 %
  • At reducere udligningsgraden i ordningen for kommuner med højt strukturelt underskud uden for hovedstaden fra 32 % til 5 %
  • At udbrede denne ordning til også at omfatte kommunerne i hovedstaden
  • At fastholde den nuværende grænse for at være omfattet af ordningen vedrørende højt strukturelt underskud på 95 % af det landsgennemsnitlige underskud
  • At fastholde det nuværende niveau for overudligning på 93 %

 

Vi synes, at vi ude i kommunerne har gjort, hvad vi kunne for sikre lige velfærd til alle. Vi har skruet på alle knapper. Men den største knap står endnu urørt. Nu er det jeres tur, til at sikre et egentligt Danmark i Balance!

 

Venlig Hilsen

 Kathrine Olldag

på vegne af

Region og Storkreds Sjælland Radikale Venstre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *