Tak for din stemme

Kære Vordingborgensere, Mønboer, Præstøborgere og andet godtfolk!

Jeg satte mig 4 delmål da jeg gik i valgkamp

1) Pia Kjærsgaard ud på et sidespor
2) Ny regering
3) Et stærkt Radikale Venstre, som kan forhindre en ny blokpolitik
4) At jeg selv kunne deltage i det arbejde i Folketinget

3 ud af 4 – det er da ikke dårligt! Med hensyn til Folketinget, må jeg foreløbig tage til takke med en af suppleantpladserne….

Med hensyn til pkt. 1) var der især et billede fra valgaftenen, som jeg bemærkede. Helle Thorning holdt sin “sejrstale” og nederst i tv-billedet var indsat et billede af Pia Kjærsgaard der kiggede på talen. Hendes ansigtsudtryk sagde det hele. Sur, skuffet, misundelig… Så hviskede nogen til hende at hun var “på” og straks satte hun sit kunstige smil på. Men hendes første ægte udtryk, som beskrev udsigten til at miste 10 års magt var det hele værd. 10 år med en uskøn blanding af egoistisk liberalisme og nationalistisk snæversyn er slut. Der er for mig en smule 4. maj over den 15. september 2011.
Nu kommer så tiden hvor vi virkelig skal have arbejdshandskerne på!
Jeg har flere gange prøvet at få et takke-indlæg til alle vores vælgere i Sjællandske, men de har vist ikke fundet plads til det – så kender du andre der har stemt radikalt, vil du så ikke bringe min og partiets tak videre? TUSIND TAK TIL ALLE.
Det har været en dejlig valgkamp, med utrolig god opbakning rundt omkring. Har du lyst til at deltage i fællesskabet fremover – så klik her og bliv medlem hos os.
Vi holder “Baglandsmøder” hvor alle kan komme og give deres meninger til kende overfor både folketingskandidat og kommunalbestyrelsesmedlem – altså direkte adgang til det politiske system! Vi planlægger også andre arrangementer i den kommende tid, hvor vi kan tage aktuelle emner fra vores område op – så bliv medlem og kom med!
med de bedste radikale hilsner

Jan Heidebo
Folketingskandidat
Vordingborgkredsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *