Folkemøde Møn 2015

Radikale Venstre var repræsenteret på årets Folkemøde i Askeby på Møn.
Det var et flot arrangement, som trak flere tusind politisk interesserede og hvor vi fik mange gode snakke med forbipasserende.

DSC_0708

Grundlovsdag 2014: Lone Loklindt taler på Teaterhøjskolen Rødkilde på Møn

Bemærk: ny taler.

Radikale Venstre i Vordingborg kommune er Grundlovsdag vært for et åbent arrangement på Teaterhøjskolen Rødkilde på Møn.

Lone Loklindt, MF, formand for Folketingets miljøudvalg og Radikale Venstres ordfører for bl.a. miljø og menneskerettigheder, holder tale på årets Grundlovsmøde på Teaterhøjskolen Rødkilde på Møn, torsdag den 5. juni kl. 15.
Temaet bliver: Ytringsfrihed

Programmet er ændret da Zenia Stampe, p. gr. af sygdom, desværre har meldt afbud til arrangementet, men vi er rigtig glade for at Lone Loklindt kunne springe til. Lone er en engageret politiker, ikke mindst på miljøområdet, og hun har tidligere været næstformand og landsformand i Radikale Venstre, samt siddet i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Hun blev valgt til Folketinget i 2011.

http://loneloklindt.dk/

Arrangementet finder sted i parken, hvis vejret tillader det.
Der er gratis adgang og der kan købes kaffe, kage og vand.
Alle er velkomne.

Tid og sted: Torsdag den 5. juni kl. 15, Teaterhøjskolen Rødkilde, Rødkildevej 42, Stege

EP-kandidat Karen Melchior på besøg

Der er valg til Europaparlamentet og afstemning om den Europæiske patentdomstol søndag den 25. maj.

I den forbindelse fik vi besøg mandag den 7. april af EP-kandidat Karen Melchior og Klimaminister Rasmus Helveg Petersen. De kom på en rundtur i kommunen for bl.a. at høre om virksomhedernes holdning til EUs patentdomstol.

Politikerne besøgte Væksthus Sjælland i Vordingborg, Ucomposites på Bogø og Brix Design i Stege.

Her mødte de entydig opbakning til at stemme ja til patentdomstolen, som vil forenkle virksomhedernes mulighed for at ansøge om patenter – og forsvare deres rettigheder.

Samtidig fik de radikale politikere et godt indblik i erhvervsforholdene i Vordingborg kommune og de demografiske udfordringer, bl. a. igennem en snak med direktør Mads V. Kragh fra Væksthus Sjælland.

Dagens besøg blev afrundet på lærerseminariet UCSJ i Vordingborg, hvor Karen Melchior mødte udenlandske studerende fra Spanien og Skotland – og fik lejlighed til at høre om den ret unikke internationale læreruddannelse som seminariet tilbyder.

RV_DSC_3703_596

Birgitte Steen Jørgensen og Karen Melchior ved kampagnebussen.

RV_CAM01133_596

Karen Mechior og Rasmus Helveg Petersen på besøg hos Brix Design i Stege.

DSC_3699_596

Karen Melchior sammen med udenlandske studerende på den internationale læreruddannelse på UCSJ i Vordingborg.

Er der mon plads til en tilflytter i Vordingborg Kommunes kommunalbestyrelse?

Jeg opstiller for Radikale Venstre, er tilflyttet Vordingborg Kommune for 3 år siden, med bopæl på Møn.

I 1969 var jeg elev på Rødkilde Højskole, og blev senere sygeplejerske og sundhedsplejerske, de seneste 20 år som leder af sundhedsplejen.

Min første ansættelse som sundhedsplejerske var i Vordingborg Kommune. Dengang oplevede jeg en kommune der var meget driftig, en Algade der summede af liv, fuld damp på erhvervslivet, en aktiv og meget blandet befolkning der gik med løftede hoveder, en natur mange søgte fred og ro i, en kultur man blev beriget af.

Vinteren 1978 – 1979 blev en minderig vinter, med meterhøje snedriver og isolerede børnefamilier. Slæder blev fundet frem, der blev skovlet sne, man delte hvad man havde af forråd og andet, befolkningen stod sammen. Man hjalp hinanden på kryds og tværs af politiske ståsteder og personlige holdninger. I moderne sprogbrug for ledere, ville man sige: Det var ”Den brændende platform” der fik befolkningen til at stå sammen om et eneste mål – AT OVERLEVE.

Hvad kan vi i 2020 bringe i spil som ”Den brændende platform”? Hvad skal der til, for at vi igen kan stå skulder ved skulder og trække med et fælles ansvar mod det fælles mål:

”At få Vordingborg Kommune på landkortet, så nye familier med glæde flytter til kommunen. Så erhvervslivet igen får en opblomstringstid. Så vi igen får råd til alt det vi også gerne vil. Professionel pleje og omsorg af vores ældre og ikke mindst professionel læring og omsorg for vores børn og unge.”

Måske alle de spædbørn jeg vejede og undersøgte i årene 1978 til 1982, der nu er i deres bedste alder, også har et bud på fremtiden for Vordingborg Kommune.

JEG LYTTER OGSÅ TIL JER!

Anne Marie Knudsen, KB-kandidat Radikale Venstre

 

 

 

 

 

Besøg fra Tanzania

Radikale Venstre i Vordingborg kommune får i næste uge besøg af en politiker og kampagneleder fra Tanzania. Fra onsdag morgen til fredag morgen vil to følge Vibeke Grønbæks og de radikales valgkamp på nært hold.

Partiet gennemfører i år et stort internationalt projekt med deres søsterparti; Civic United Front (CUF) i Tanzania.

I løbet af foråret 2013 har CUF og Radikale Venstre i samarbejde implementeret en række aktiviteter, med fokus på at udvikle de lokale partiorganisationers politiske mærkesager samt at opbygge organisatorisk kapacitet i CUF’s lokale foreninger. I dette efterår indledes projektets afsluttende fase, hvor fokus vil være på valg, kampagner og strategier. Målet med aktiviteterne i denne fase er både at CUF får et indblik i, hvordan et lokalt valg i Danmark udspiller sig, og at CUF får værktøjer, redskaber og erfaringer med, hvordan lokale valgkampe kan tilrettelægges og forberedes på lokalt og decentralt plan.

”Jeg sagde straks ja til at modtage vores tanzanianske gæster her i Vordingborg” udtaler Vibeke Grønbæk, der har en lang erfaring som politiker både kommunalt og i folketinget.

De to tanzanianske politikere skal bo hos Vibeke Grønbæk i dagene og følge hendes valgkamp. Det bliver med vælgermøde på VU med unge mennesker fra gymnasium og ZBC, vælgermøde på Møn, besøg på rådhuset og med på gaden og dele valgmateriale ud. Udover dette, skal Vibeke Grønbæk fortælle om hvordan man kører valgkamp i Vordingborg kommune.

Program:

Onsdag d. 30/10

10.00-11.30 Tanzanianske gæster er med til vælgermøde på VU

17.00 Møde med den radikale vælgerforening på Møn

19.00-21.00 Vælgermøde i Tøvelde forsamlingshus på Møn

Torsdag d. 31/10

Besøg på rådhuset (tidspunkt ikke endeligt fastlagt)

På Algade for at dele valgmateriale ud (tidspunkt ikke fastlangt)

 

Oasen og Birkelyhjemmet

Sidste skud på en fantastisk opgradering af hele psykiatri- og handicapområdet.
Der er virkelig sket meget siden kommunesammenlægningen. Jeg har lige været til åbent hus arrangement på Oasen. For de, der kan huske det gamle plejehjem, er det dejligt at se de lyse og indbydende lokaler, der er indrettet til socialpsykiatrien. Jeg blev også inviteret inden for hos beboerne, som har fået nogle rare, moderne lejligheder med en dejlig udsigt til haven og Stege Bugt.
Tidligere på måneden var jeg, som formand for Sundhedsudvalget, inviteret til en sund kost dag hos Socialpsykiatrien på Platanvej i Stege. Også her var jeg på besøg hos en af beboerne, og kunne se, hvor godt lejlighederne er blevet indrettet. De vender alle ud til en stor smuk have med masser af muligheder for aktiviteter og hyggekroge.
Og så er der Elverhøjene, aktivitetshuset for udviklingshæmmede, som blev indviet i september. Den gamle nedslidte børnehave er blevet til et hus fuld af kunst og oplevelsesmuligheder. Og en stor have, der er anlagt, så også kørestolsbrugere kan bruge den.
Møn har sandelig også fået del i de mange nye tiltag i Vordingborg kommune.

Birgitte Steen Jørgensen