Vores folkeskole skal styrkes

I Vordingborg kommune oplever vi, at næsten hver 4. ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, og vores skoler ligger langt nede ad rangstigen på de nationale test.

Derfor er Radikale Venstre gået helhjertet ind i arbejdet med at forbedre vores skoler.

Vi har nu afsluttet en høringsfase, hvor der er kommet mange konstruktive forslag, som vi har lyttet til.

Bl.a. det fornuftige i at ændre skolernes styrelsesvedtægt, at have råd til at skabe de 5 nye skoler, hvortil der nu foreslås afsat 1 mio.kr. ud over de allerede afsatte 2 mio. til implementering af nye tiltag. Loft over antal skoleskift, hvor vi anmoder skolebestyrelserne om maksimalt 1 skift, før børnene skal i 7. klasse.

Det, der fylder meget i folks bevidsthed er dog antallet af steder, hvor der i dag er skole. Vi har desværre allerede nu et faldende børnetal, så det ikke er muligt at bevare alle matrikler. Derfor vores oprindelige forslag om at lukke Klosternakken og bruge Kalvehave skole til specialpædagogisk center til de børn, der ikke kan være i den almindelige folkeskole.

I Præstø-området har der været et stort ønske om en gradvis lukning af Klosternakken således at de sidste klasser først flyttes til Abildhøjskolen, når børnene kan være der. Det er nu indarbejdet i flertalsgruppens forslag, således at Klosternakken først tages ud af skoledrift til august 2014.

På Langebækskolen i Stensved skal der ske forbedring af udearealerne, som flere har påpeget er for dårlige. Derudover skal der bygges til skolen, så vi får givet mulighed for et rigtig godt skolemiljø.

Sammen med alle de indholdsmæssige forbedringer, som vi har i sinde at sætte i værk, mener jeg, vi får et godt kvalitetsløft af vores folkeskole.

Birgitte Steen Jørgensen,
Radikale Venstre