Radikale vil have pulje til grønne borgerdrevne projekter

I Radikale Venstre vil vi gerne, at Vordingborg Kommune på budget 2019 og årene fremover opretter en pulje til borgere, institutioner og foreninger med ideer til lokale grønne projekter.
Vi tror på, at der er mange, der gerne vil hjælpe miljøet, og som har gode ideer til, hvordan man kan forbedre sin hverdag og sit nærmiljø. Men måske mangler man lige en klat penge til at realisere ideerne. Så hvis en forening gerne vil sætte solceller på klubhuset, et lokalråd vil så bi-venlige blomsterfrø på fællesarealer, et egnshus vil arrangere miljøforedrag, eller en boligforeningen vil stille ladestander op til beboerne, så kan man netop få hjælp fra denne pulje.

”Danmarks grønneste kommune” er en flot målsætning, som selvfølgelig skal realiseres. Men kommunen kan ikke realisere den alene. I Radikale vil vi gerne involvere alle borgere og ikke kun gå efter at omstille alt det kommunale til grønt. Lad os løfte opgaven i fællesskab, for vi har alle et ansvar.

Vi tror på, at der er mange ideer til grønne forbedringer rundt omkring, som kan understøtte biodiversiteten, sprede viden om grøn omstilling eller bare give inspiration til at organisere affaldssortering i husstanden. Alle disse gode ideer skal have mulighed for at blive til noget og hjælpe os alle sammen videre mod en mere bæredygtig fremtid. Så lad os få en grøn pulje til grønne initiativer!

 

Venlig Hilsen

Kathrine Olldag, Folketingskandidat

Michael Larsen, formand for Udvalget for Plan og Teknik

Vibeke Grønbæk, formand Radikale Venstre Vordingborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *