Decentral sundhed og tryghed er livsnødvendig

Af Kathrine OIlldag

Sygehusene sender patienter hjem tidligere og tidligere, og det er så familiens og kommunens opgave at få dem på benene igen. Mange udskrives i en tilstand, hvor de ikke kan komme hjem, men har brug for en aflastningsplads på et plejecenter. Samtidig ved vi, at en fjerdel af kommunens borgere er over 65 år, og tallet er stigende. Vi har mere end nogensinde brug for et stærkt lokalt sundhedsvæsen, der kan tage hånd om os, når sygdom får os ned med nakken.

For 10 år siden, da sundhedsområdet var helt nyt i kommunen, gik Radikale Venstre gik i front for at etablere 2 store sundhedscentre i Stege og i Vordingborg på de tidligere sygehuse. Siden er Multicentret i Præstø kommet til, så vi nu med stolthed kan sige, at der ingen steder er langt til genoptræning, patientkurser og rehabilitering. Det var rettidig omhu.

Vi har mange sundhedscentre, og det skal vi blive ved med at have!

Men vi mangler aflastningspladser på plejecentrene til de borgere, der har brug for ekstra pleje inden de kan komme helt hjem og komme i gang med genoptræning.

Vi har også brug for flere botilbud til psykisk sårbare unge, der pga. manglende sengepladser i psykiatrien reelt udskrives til gaden. De har brug for særlig omsorg.

Det mener vi i Radikale Venstre er grundlæggende velfærd.

Så selvom vi er kommet langt på området, så er vi ikke i mål.

Som alt andet, så koster velfærden, og derfor foreslår vi i Radikale Venstre, at vi søger Staten om, at få lov til at sætte skatten op med 1% så vi kommer på niveau med f.eks. Sorø og Ringsted Kommuner.

Den ekstra indtægt vil vi øremærke til skoler og til sundhed/ældre, så vi kan få en ordentlig velfærdskommune, vi allesammen har lyst til at bo i.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *